Om håndfarvet garn og strikkeprøver

Vi bliver tit spurgt, om vi kan vise nogle strikkeprøver frem i Syslerigets forskellige farver og kvaliteter. Og det kan vi godt forstå, I gerne vil se! Det er nemlig ikke altid lige nemt at regne ud, hvordan håndfarvet garn ser ud, når det strikkes op i større projekter. Derfor laver vi over den kommende tid en række blogindlæg med garnforslag til forskellige designs - selvfølgelig med en masse billeder, hvor man kan få en fornemmelse af garnet in action.

TIP: Modellerne ligger i butikken, så er du i Aarhus, kan du komme forbi og se endnu nærmere på dem.

Nederst i opslaget er angivet garnmængde til Stockholm Sweater i Sysleriget garn som anvendt på billederne. Du kan naturligvis udskifte farverne som du ønsker, udregningerne baserer sig på løbelængden på den enkelte kvalitet.

Unicorn Party

På billederne er Stockholm Sweater af PetiteKnit strikket i Merino Singles i farven Unicorn Party sammen med en tråd ufarvet Silk Mohair. Farverne optræder som speckles - dvs. små pletter eller områder med farve - og det giver et fint og helt unikt farvespil i sweateren. Selv to sweatre strikket med samme garn ville ikke fremstå identiske.

Stockholm Sweater, PetiteKnit
Sysleriget Merino Singles Unicorn Party
Sysleriget Silk Mohair Ufarvet
Strik, håndfarvet garn, speckles

Samme effekt kan man opnå med andre farver ved fx at vælge Merino Singles Speckles 5, som jeg selv har strikket min Ingen Dikkedarer Sweater i, eller Merino Singles Mary Poppins. Når man strikker det flerfarvede garn sammen med en følgetråd der matcher bundfarven (i dette tilfælde hvid eller ufarvet, eller en rosa/lyserød følgetråd til Mary Poppins), kommer garnets speckles virkelig til sin ret og træder pænt frem. Ønsker man i stedet et mere afdæmpet udtryk, kan man vælge en mørkere eller lysere nuance til følgetråden. Mere om det en anden dag.

Husk, at I altid er velkomne til at skrive med spørgsmål til farver og kvaliteter på sidsel@sysleriget.dk. Vi er også gerne behjælpelige med garnmængder, hvis jeres egen lommeregner driller 😉

Til Stockholm Sweater beregnes følgende garnmængder:

Størrelser: XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL
Merino Singles: 3 (3) 3 (3) 3 (4) 4 (4) 5 fed
Silk Mohair: 3 (3) 3 (3) 3 (3) 4 (4) 4 fed

Du kan naturligvis udskifte farverne som du ønsker, udregningerne baserer sig på løbelængden på den enkelte kvalitet.

Du kan selvfølgelig også strikke den i to tråde Silk Mohair ligesom angivet i opskriften. I så fald skal du bruge:
5 (5) 5 (6) 6 (6) 7 (7) 8 fed i alt. Se udvalget af Silk Mohair her.

Rigtig god strikkelyst! ☺️

*OBS: Bemærk venligst, at garnmængderne er baseret på vores udregninger, og vi tager derfor forbehold for eventuelle fejl.