Garnkombinationer og strikkefasthed - Hvad Kan Jeg Strikke?

Forleden fik vi en besked fra en af vores kunder, en relativt ny strikker som havde svært ved at finde hoved og hale i, hvad man kan strikke med de forskellige kvaliteter. Det gav anledning til at tage fat i en af vores gamle punkter på to-do listen, nemlig at lave en oversigt over strikkefastheder i forskellige kombinationer af vores garn.

Vi har derfor lavet en ordentlig bunke strikkeprøver for at vise, hvilken strikkefasthed du kan opnå med de forskellige kombinationer - og så kommer vi med forslag til nogle af vores favoritdesigns der passer til. Nederst i indlægget kan du se en oversigt over strikkefastheder i forskellige garnkombinationer.

Husk, at strikkefasthed er vejledende og individuel!
Sørg altid for at lave din egen strikkeprøve for at finde ud af, hvilken pind du skal strikke på.

Løbelængde og garnets tykkelse

Betegnelsen "weight" handler om garnets tykkelse i forhold til dets vægt, og det er typisk sådan man vurderer, hvilket garn der skal bruges til en given opskrift. Her kigger man ofte på garnets løbelængde (dvs. hvor mange meter garn der er på 50 eller 100 g). Forholdet mellem længde og vægt siger nemlig noget om garnets tykkelse, og det er derfor helt essentielt at forholde sig til i valget af garn. Derudover er det også vigtigt i forhold til at regne garnmængden ud, når du skal købe garn.

Hos Sysleriget har vi kvaliteter med flere forskellige løbelængder, men i dette indlæg fokuserer vi mest på 3 af dem, nemlig Fingering weight, DK-weight og Lace weight

Fingering weight garn

Fingering weight garn har en løbelængde på omtrent 400 m pr. 100 g. Det kan svinge og være lidt mere eller lidt mindre, men fælles for fingering weight garn er, at det er et relativt tyndt garn, der både kan strikkes alene og sammen med en følgetråd. Strikkes det alene, kan du ramme en strikkefasthed på 26-32 m / 10 cm. Sammen med en følgetråd Silk Mohair rammer du strikkefasthed 20-23 m / 10 cm.

Vejledende strikkefasthed for Fingering-tykkelse garn strikket alene og sammen med andre kvaliteter

Vi har pt. 5 kvaliteter i denne tykkelse: Merino Singles, Sock, Deluxe Fingering, Pure Silk og Merino Silk. Disse kan alle fint udskiftes med hinanden, og valget mellem dem hver især afhænger af, hvad du skal strikke, og hvilket udtryk du ønsker (fx om det skal være let og fluffy, være skinnende eller have et bestemt fald).

Med vores fingering weight kvaliteter, får vi selv følgende strikkefasthed med én tråd:

Merino Singles / Sock: 28 m x 38 p / 10 x 10 cm på pind 3 mm
Deluxe Fingering: 28 m x 40 p på pind 3 mm
Pure Silk: 28-32 m på pind 2,5-3,5 mm

Designforslag (strikkefasthed 28 m)

Herunder er en lille liste over fine og populære designs der kan strikkes i én tråd fingering weight garn. Mange vælger Pure Silk som er enormt lækkert og luksuriøst, men du kan også fint vælge Sock eller Singles.

June Top Light (PetiteKnit)
Office Tee (Knitflitter)
Kumulus Tee (PetiteKnit)
Euphoria Top (PopKnit)

Designforslag (strikkefasthed 21 m)

Med strikkefastheden 21 m på 10 cm kan du lave et hav af forskellige modeller. Vi har samlet nogle af vores favoritter herunder, som alle kan strikkes med en kombination af en Fingering-weight og en tråd Silk Mohair.

Monday Sweater af PetiteKnit strikket i Merino Singles (Mrs. Potts) + ufarvet Silk Mohair

Ingen Dikkedarer Sweater (PetiteKnit)
Stockholm Sweater (PetiteKnit)
Formation Sweater (PopKnit)
October Sweater (PetiteKnit)
Quiet Moments Sweater (Knitflitter)
It's A Kind Of Magic Sweater (PopKnit)
Sweater No. 8 (My Favorite Things Knitwear) - obs. strikkes i dobbeltrib med strikkefasthed 22 m, men garnkombinationen er den samme
Ribbed Jumper (Anne Ventzel) - obs. denne strikkes i perlerib med strikkefasthed 22, men garnkombinationen er den samme.

ET BILLIGERE ALTERNATIV
Mange vælger at strikke det håndfarvede garn sammen med tråd konventionelt farvet garn. Ved eksempelvis at vælge en uldtråd der matcher bundfarven i et fed håndfarvet Silk Mohair, fremhæves farvespillet i det håndfarvede, som derfor virkelig kommer til sin ret. Jawoll fra Lang Yarns er et lækkert ensfarvet strømpegarn til en rigtig god pris. Vi har et stort udvalg af farver i Jawoll fra Lang Yarns, og der er uendelige kombinationsmuligheder med vores håndfarvede Silk Mohair.

På samme måde kan du også vælge en tråd håndfarvet uld og sætte en ensfarvet eller ufarvet silk mohair til (som på billedet med Monday Sweater. Vi arbejder i øjeblikket på et indlæg, hvor vi blandt andet viser forskellen på disse to kombinationer.

Tip! Led efter en følgetråd, der matcher bundfarven i det håndfarvede garn for at få et rigtig fint farvespil

DK-weight garn

Du er måske stødt på betegnelsen DK-tykkelse (eller DK-weight) i snakken om garn. Og det handler ikke om, at garnet er dansk. Derimod betyder DK double knit, som ganske simpelt betyder, at det er dobbelt så tykt som fingering weight. DK-tykkelse garn løber typisk omkring de 200 m / 100 g, og du kan opnå strikkefasthed 21 m med blot én tråd.

Vejledende strikkefasthed for DK-tykkelse garn strikket alene og sammen med andre kvaliteter

Strikker du DK-tykkelse garn sammen med en følgetråd, kan du opnå en strikkefasthed på 15-18 m afhængig af pindestørrelse. I denne kombination er der også en lang række smukke designs, heriblandt:

Novice Slipover (PetiteKnit)
Champagne Cardigan (PetiteKnit)
Sweater No. 11 (My Favourite Things Knitwear)
Klint Classic (Anne Ventzel)
Wednesday Sweater (PetiteKnit)

Vi har i øjeblikket 2 kvaliteter i DK-tykkelse og 1 på vej, som vi snart løfter sløret for. De eksisterende kvaliteter er Deluxe DK og Sock DK og på trapperne er noget virkelig lækkert med uld.

Sysleriget Deluxe DK kan strikkes sammen med Silk Mohair, som Malene har gjort i sin Novice Slipover med strikkefasthed på 17 m. Den kan også strikkes sammen med Deluxe Lace for et mindre fluffy udtryk, som har et lidt tungere fald end kombinationen med silk mohair. Til sin Structure_Loop_Sweater har Sidsel brugt denne kombination og ramt strikkefasthed 19 m.

Haralds Sweater i én tråd Sock DK

Sock DK er et rigtig godt garn til børnestrik og strømper. Det kan strikkes i én tråd med en strikkefasthed på 21 m. Det er et slidstærkt garn, der også kan tåle at komme i maskinen på uldprogram. Vi bruger i øvrigt ofte både Sock og Sock DK til strik til vores egne børn.

ET BILLIGERE ALTERNATIV
Som nævnt ovenfor, kan du også til de tykkere sweatre og cardigans bruge Jawoll, her med dobbelt tråd sammen med en enkelt tråd Silk Mohair (dvs. 3 tråde sammen i alt). På den måde får du den ensfarvede bund, der får den håndfarvede silk mohair til at komme til sin ret.

Structure Loop Sweater i Deluxe DK + Deluxe Lace ufarvet grå og ufarvet hvid

Tip! Når du strikker en håndfarvet silk mohair sammen med en DK-tykkelse uldgarn, vil du få et mindre markeret farvespil fra Silk Mohairen, fordi der er mere ensfarvet til at "sluge" farvespillet. Det kan bruges helt aktivt til at tone farvespillet ned og give et mere subtilt udtryk i det færdige strik. Se fx Fru Broundals Wednesday Sweater på billedet her, som er strikket med Unicorn Party sammen med Peruvian Highland Wool.

Lace-weight garn

Vejledende strikkefasthed for Lace-tykkelse garn strikket alene og sammen med andre kvaliteter. Se samlet skema nederst for uddybning af *.

Lace-weight garn har en løbelængde på omtrent 800 m / 100 g. Disse tynde garnkvaliteter bruges ofte som følgetråd sammen med enten en fingering-weight eller en tråd i DK-weight.

Vi elsker vores Silk Mohair, som er den absolut blødeste vi har mærket på markedet (og så fælder den markant mindre end mange andre). Løbelængden er 420 m / 50 g, og dermed har ét fed silk mohair samme antal meter som ét fed Merino Singles/Sock/Deluxe Fingering osv. Du kan derfor beregne samme antal fed, hvis du skal strikke de to kvaliteter sammen.

Deluxe Lace er vores anden tynde kvalitet. Den fungerer rigtig godt som et alternativ til silk mohair, hvis man ønsker et mindre fluffy udtryk men samtidig har brug for det ekstra hold, en følgetråd bidrager med. Deluxe Lace giver et tungere fald i arbejdet, som kan være utrolig elegant (se Structure_Loop_Sweater på billedet).

Med Merino Singles og Deluxe Lace kan du fint ramme en strikkefasthed på 21-23 m.

Opsummering: Oversigt over strikkefastheder

I skemaet herunder kan du se, hvilken strikkefasthed du kan opnå med kombinationer af garntykkelser. Skemaet læses oppefra. Under hver kategori (lace, fingering og DK) kan du se den vejledende strikkefasthed, når det strikkes alene eller sammen med en anden tråd.

VIGTIGT!!

Og så lige den obligatoriske og kedelige, men virkelig vigtige disclaimer: Husk(!!) at lave din egen strikkeprøve. Det er altafgørende, at din strikkefasthed passer, hvis din sweater skal ende med at have de mål, opskriften foreskriver. Selv få maskers variation kan gøre en kæmpe forskel og resultere i, at du får en sweater der er alt for stor eller lille.

Alt i dette indlæg er med udgangspunkt i mine strikkeprøver og min egen strikkefasthed, og der er ingen garanti for, at du får samme resultat. Du er altid velkommen til at skrive med spørgsmål på sidsel@sysleriget.dk