Garnfarvning behind the scenes #2

I første afsnit af vores følgeton om garnets vej gennem farveprocessen (som du kan læse her), viste vi, hvordan garnet bliver lagt i blød og gjort klar til at modtage farve. Det næste skridt er nok det allermest spændende! Det er nemlig her, alle hemmelighederne foregår. Læs med nedenfor og bliv klogere på, hvordan jeg farver.

Garnet får farve

Alt afhængigt af hvilken farve der skal laves, bruger jeg forskellige teknikker. Generelt foregår farvningen enten i store gryder eller i fade, som kommer i ovnen. Jeg har noteret alle mine opskrifter i min lille sorte bog (som den trofaste følger vil vide forsvandt i en flytning og på mirakuløs vis fandt sin vej tilbage til mig). Nogle opskrifter sidder på rygraden. Det er dem, jeg farver på ugentlig basis og nærmest kan lave med lukkede øjne. Andre opskrifter er jeg nødt til lige at tjekke op på i bogen.

Selvom jeg har lavet farverne mange gange, er det altid spændende at se, hvordan de opfører sig forskelligt fra gang til gang. Farverne er nemlig påvirkede af mange variabler, og både temperatur, luftfugtighed og garnets fibersammensætning spiller ind. Det er charmen ved håndfarvet garn - der er aldrig to indfarvninger der er ens, og selv de individuelle garnfed i hvert fad eller gryde bliver ikke fuldstændig identiske.

På billederne er jeg i gang med at lave marts måneds Garnklub, og til den farvning brugte jeg fade og to forskellige farveteknikker. Jeg laver en farveblanding og hælder den ud over garnet. Fordi farven er opløst i vand, fordeler den sig let og trænger ud i garnet, så der kommer fine og bløde farveovergange. Jeg sørger for stadig at efterlade noget garn ufarvet, når jeg gerne vil opnå større melering. Til nogle farver bruger jeg flere forskellige farveopløsninger, der enten kan ligge hver for sig eller blande sig sammen nogle steder.

Bagefter laver jeg speckles på garnet. Det gør jeg ved at drysse farvepulveret direkte ned på garnet. Her er det nemt at blive grebet af stemningen, men som med så meget andet er det begrænsningens kunst - less is more!

Når garnet har fået den rette mængde farve, kommer det i ovnen, hvor det bliver varmefikseret. Og så er det i princippet færdigt, men vi skal dog have det i hænderne flere gange, inden det er helt strikkeklart. Følg med i næste uge, hvor vi viser de sidste trin i processen.

God weekend!